GK-Byg-og-MMTHGK Byg i Ødis afvikler forretningen, men giver stafetten videre til Murermestrene Thomas Hans.

Da Gerhard Knudsen, indehaver af GK Byg i Ødis, i starten af året besluttede sig for at afvikle forretningen for at gå på pension, endte det med at gå helt anderledes, end han havde regnet med. Hans søn, Robert Knudsen, der de sidste mange år har været trofast murersvend i GK Byg, fik nemlig job i Haderslev-virksomheden Murermestrene Thomas Hans.

– Og så gik der ikke ret lang tid, før de hos Murermestrene Thomas Hans blev interesserede i at se på, hvad jeg havde stående af grej og materialer, fortæller Gerhard Knudsen.

Loyale kunder
Murermester Stig Thomsen fra Murermestrene Thomas Hans kom forbi til en snak, som ret hurtigt udviklede sig. Det var nemlig ikke kun materialerne, Haderslev-virksomheden var interesseret i.

– Vi har været kendt i Ødis-området siden 1948, hvor min far grundlagde forretningen. Og vi har mange loyale kunder her. De ville komme til at mangle et sted at gå hen, når jeg afviklede forretningen. Og samtidig var Robert, som alle vores kunder kender, jo kommet til at arbejde for Murermestrene Thomas Hans, siger Gerhard Knudsen.

En kendt mand
Så ud over at Murermestrene Thomas Hans overtog grej og materialer, blev aftalen i en overgangsperiode at indgå et samarbejde, hvor Gerhard Knudsen sender kunderne videre til Murermestrene Thomas Hans, når de henvender sig til GK Byg. Til gengæld kan GK Bygs kunder så regne med, at det bliver en kendt mand, der dukker op – nemlig Robert Knudsen.

– Det er jo en både sjov og positiv oplevelse at ansætte en dygtig murersvend, og så ender det med, at der følger en udvidelse af forretningen med. Vi glæder os til at servicere både virksomheder, boligforeninger og private i Ødis-området, siger Murermester Stig Thomsen.

En større virksomhed
Murermestrene Thomas Hans blev etableret i Haderslev i 1997 og er i dag en større virksomhed, der tæller cirka 40 svende. Virksomheden beskæftiger sig med alt inden for byggeri – fra småreparationer og renovering af badeværelser til parcelhuse, boligforeninger, industribyggeri, støbe- og kloakarbejde samt belægnings- og gartnerarbejde.

To af virksomhedens svende er uddannet restaureringshåndværkere, da Murermestrene Thomas Hans har mange restaureringsopgaver. Blandt andet har Murermestrene Thomas Hans restaureret en del af Brødre Menighedens huse samt Brødre Menighedens Hotel i Christiansfeld.

Murermestrene Thomas Hans drives af de tre murermestre, Stig Thomsen, Søren Schleidt og Thomas Hans.